• TILMELD DIG NYHEDSBREV og få 20% i rabat her
  • HURTIG LEVERING indenfor 1-3 dage Læs mere
  • BESØG VORES BUTIK i København Læs mere

Alt, du har behov for at vide om tørfoder

Af Ann-Kristin Meyer, cand.scient. i Animal Science fra Københavns Universitet med speciale i hundeernæring.

Tørfoder er praktisk og nemt at håndtere, men det er vigtigt at sætte sig ind i, hvilken type der er bedst egnet til netop din hund.

Tørfoder findes i et hav af varianter, men det er ikke lige meget, hvad du vælger. Produkterne indeholder som regel stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater, som binder foderet sammen, og det varierer fra hund til hund, hvor meget stivelse og hvor mange kulhydrater den kan fordøje. Indtager den for meget, kan det have sundhedsmæssige konsekvenser. 


Tørfoder er populært blandt de danske hundeejere, og det er ikke uden grund.

Det er nemt at håndtere, holdbart og kræver ikke meget plads at opbevare derhjemme.

Derudover er det takket være den tørre konsistens og pilleform praktisk at fylde i lommen eller godbidstasken og bruge som belønning på gåturen eller træningspladsen.

Tørfoder indeholder typisk en vis mængde stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater for at holde fodermassen sammen og give foderpillerne deres form. Hvor meget stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater en hund kan fordøje er individuelt, og afhænger i en vis grad også af dens race.


Nederst i denne artikel finder du et tip til, hvordan du altid kan finde ud af, hvor meget stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater et foder indeholder. 

 

Vær opmærksom på følgende:

Hvis hunden indtager for store mængder stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater, vil dette kunne have sundhedsskadelige effekter for hunden.

Hunden kan blandt andet udvikle en dysbiose i bagtarmen, d.v.s. en ophobning af sundhedsskadelige bakterier i tarmen. 

Denne dysbiose vil kunne føre til en generel svækkelse af immunsystemet og forårsage afledte sygdomme.

Herudover er der risiko for at nogle hunde vil udvikle overvægt, hvis de får for meget stivelsesrigt foder, som kan medføre et forhøjet insulinniveau i blodet.


Dårlig mave kan være tegn på nul-tolerance 

Nogle hunde har nul-tolerance over for stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater, men langt de fleste hunde tåler fint et foder, hvor op til 30 % af den samlede energi kommer fra stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater, og de resterende 70 % fordeler sig på de to andre energigivende næringsstoffer proteiner og fedtstoffer. 

Et tegn på nul-tolerance kan være, at din hund har problemer med mave-tarm systemet fx. i form af tynd mave, som ikke bliver bedre ved at skifte foder.

Vær opmærksom på at det ikke altid fremgår af varedeklarationen på din hunds foretrukne foder, hvor meget stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater det indeholder.


Frysetørring bevarer flest vitaminer

Ekstrudering er den mest brugte metode til at fremstille tørfoder.

Her trykbehandles foderet, hvilket resulterer i en stærk varmeudvikling. Hvor meget foderet opvarmes under processen er forskelligt fra producent til producent og varierer mellem 90 og op til over 200 °C.

Denne proces gør foderet holdbart og dræber en lang række, for hunden, potentielt skadelige stoffer, som naturligt kan forekomme i de friske foderingredienser.

En negativ sideeffekt ved denne proces er dog, at store mængder af de naturlige vitaminer og enzymer, som fungerer som små hjælpere for hundens egne enzymer, dræbes. Vitaminerne tilsættes dog foderet efter ekstruderingsprocessen, da foderet ellers ikke ville opfylde kravet til at dække hundens basale næringsstofbehov.

Frysetørring er mere skånsomt end ekstrudering, lufttørring og koldpresning og naturlige vitaminer og enzymer bevares bedre ved denne form for produktion. Luft- og frysetørret tørfoder indeholder desuden typisk ingen eller minimale mængder af stivelsesholdige ingredienser.


Vigtigt at opbevare foder korrekt

For alt tørfoder, som kan lagres i længere tid, gælder det, at der er fare for at foderet kontamineres med lagermider eller mykotoxiner, som er giftstoffer, der udskilles af svampe, som kan vokse på de tørre piller – især hvis de ikke opbevares ordentligt.

En forkert og/eller for lang opbevaring af et tørfoder vil derudover resultere i et tab af næringsstoffer i foderet, især vitaminer, samt harskning af fedtsyrer, som kan påvirke hundens sundhedstilstand negativt.


Produkter der tager højde for sygdom

Tørfoder kommer i et hav af forskellige varianter, for både at tilfredsstille hundeejerens krav til ingredienser, og for at dække hundens særlige behov i forhold til det livsstadie, den befinder sig i.

Derudover findes der en række produkter, som er udviklet til hunde, som lider af sygdomme, som f.eks. overvægt, nyre- eller urinvejssygdomme eller mave-tarm-sygdomme.

Vær opmærksom hvis din hund har allergi

Selvom der findes tørfoder til hunde med foderallergi, er dette typisk ikke den mest optimale løsning for disse hunde, da én allergi sjældent kommer alene, og allergifoder oftest indeholder flere end 20 forskellige ingredienser, som hunden potentielt kan reagere på.

 

Allergihunde trives i langt de fleste tilfælde bedst på en særligt sammensat og hjemmelavet kost.

 

Sådan regner du den ud

Hvis du gerne vil vide, hvilken mængde stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater, der er i din hunds foder, skal du tage papir, pen og lommeregneren i hånden og finde foderets varedeklaration frem.

En tommelfingerregel er at langt de fleste hunde fint tåler et foder, hvor op til 30 % af den samlede energi kommer fra stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater, og de resterende 70 % fordeler sig på de to andre energigivende næringsstoffer proteiner og fedtstoffer.

 

Du skal bruge tre oplysninger fra varedeklarationen:

  1. Foderets samlede omsættelige energiindhold (forkortes OE på dansk og ME på engelsk, metabolizable energy). Den oplyses typisk som kcal/kg.
  2. Procentandelen af protein i foderet.
  3. Procentandelen af fedt i foderet.

Nu er du klar til at bruge to formler:

Formel 1:

Foderets samlede omsættelige energiindhold pr. 100 gram – (% protein x 4) – (% fedt x 9) = mængden af omsættelig energi i kcal pr. 100 gram foder, som kommer fra stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater.

Formel 2:

(Mængden af omsættelig energi i kcal pr. 100 gram foder, som kommer fra stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater / foderets samlede omsættelige energiindhold pr. 100 gram) x 100 = den procentuelle andel af stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater i foderet

Alt efter sammensætningen og forarbejdningen af det foder, som du regner på, vil den beregnede procentuelle andel af stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater i foderet være lidt over- eller underestimeret.

 

Her er et eksempel, så du kan se, hvordan du anvender formlerne i praksis:

Din hunds tørfoder indeholder 3980 kcal/kg. Dette svarer til 398 kcal pr. 100 gram foder. Derudover indeholder foderet 38 % protein og 18 % fedt. Nu har du samtlige oplysninger, du har brug for, for at kunne lave regnestykket.

 

Formel 1:

398 – (38 x 4) – (18 x 9) = 84

Du ved nu, at ca. 84 kcal i 100 gram af din hunds foder kommer fra stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater.

Formel 2:

(84 / 398) x 100 = 21 (21,11)

Du ved nu, at ca. 21 % af den samlede omsættelige energi i din hunds foder kommer fra stivelse og andre let nedbrydelige kulhydrater.

 

Foto: James Barker, Unsplash

Til toppen