• TILMELD DIG NYHEDSBREV og få 20% i rabat her
  • HURTIG LEVERING indenfor 1-3 dage Læs mere
  • BESØG VORES BUTIK i København Læs mere
  • Home
  • HUNDELIV
  • Bliv klogere på ting hunde ikke kan tåle - og undgå forgiftninger

Bliv klogere på ting hunde ikke kan tåle - og undgå forgiftninger

Doserer du medicinen forkert, eller giver du din hund medicin, der slet ikke er beregnet til hunde, kan det have store sundhedsmæssige konsekvenser - og medicin er ikke det eneste, du skal være påpasselig med. En række fødevarer som chokolade og rosiner indeholder giftige stoffer, der i værste fald kan være dødelige.

Et moderne dansk hjem er spækket med potentielle farer for en hund. Derfor er det vigtigt, at du tager de samme forholdsregler, som hvis du havde fået et lille barn i huset, når du får hund. Ting som alkohol, kølervæske og rottegift skal naturligvis stå, så hunden ikke kan komme i kontakt med det.

Medicin skal man også være særdeles varsom med - faktisk topper netop medicin listen over ting, som er skyld i forgiftninger af hunde. Og modsat hvad man måske skulle tro, er der også fødevarer, som kan være den rene gift for din hund.

Del aldrig chokolade og medicin med hunden

Hvorfor er chokolade sundhedsskadeligt for hunde? Og hvorfor skal du aldrig give din hund medicin uden at konsultere dyrlægen først? Svarene får du i denne guide, der klæder dig på til at manøvrere uden om farlige stoffer og fødevarer, der kan gøre din bedste ven syg.

 

Chokolade

Chokolade indeholder stoffet theobromin, som er giftigt for hunde. Theobromin påvirker hundens nervesystem, hjerte og muskulatur og fremmer vandudskillelsen.

Symptomerne på chokoladeforgiftning viser sig indenfor de første 24 timer efter indtagelse.

Hunden vil virke svimmel og rastløs, have hjertebanken, savle, have mavesmerter og kaste op, ligesom den kan få en øget drikkelyst og hyppig vandladning.

Hvis det drejer sig om en voldsom forgiftning, vil hunden få hurtig vejrtrækning og hjertebanken.

 

Hunden kan også få diarre, samt blodig urin og have svært ved at holde på vandet. Mange ejere lægger desuden mærke til den muskelstivhed, som en stærk forgiftning medfører.

I meget slemme tilfælde kan der også ses blåfarvning af hundens slimhinder, samt feber og muskelkramper.

I sjældne tilfælde kan hunden dø af de akutte kredsløbsproblemer, som forgiftningen medfører.

 

Vindruer og rosiner

Vindruer og rosiner indeholder et ukendt giftstof, der kan give hunden livstruende akut nyresvigt og kronisk dårlige nyrer efterfølgende.

De typiske symptomer er mavetarm-irritation, opkast og diarre allerede 2 timer efter indtagelsen. 5-6 timer efter vil hunden virke trist, få diarre og have begyndende nyresvigt med hyppig vandladning.

Efter 24 timer ses akut livstruende nyresvigt samt ‘tristhed’, diarre, opkast, modvilje mod at spise, kramper, bugsmerter og blodmangel.

Hos visse hunde kan så få som 7 rosiner fremkalde forgiftningstegn. En vindrue eller rosin kan således ikke skade hunden, mens der er grund til bekymring, hvis hunden har spist flere vindruer eller rosiner.

 

Medicin til mennesker - og i særdeleshed ibuprofen

Hunde er ikke mennesker, og mennesker er ikke hunde, derfor må ejere aldrig give hunden menneskemedicin, med mindre egen dyrlæge eller vagtdyrlægen har godkendt dette.

Det sker jævnligt at en hund forgiftes med menneskemedicin - og her er en af de hyppigste forgiftninger forgiftning med smertestillende medicin, der indeholder ibuprofen.

Disse smertestillende piller findes i mange danske hjem og anvendes bl.a. ved svage smerter, menstruationssmerter, gigtsygdomme, sene-skede-hinde-betændelse eller ved tennis-albue.

Desværre tror mange ejere fejlagtigt, at hunden også kan have gavn af en sådan smertestillende pille og anvender dem derfor ukritisk, hvis hunden halter eller har ledsmerter.

Ibuprofen er dog giftigt for hunde og kan i værste fald være livstruende.

Ved milde forgiftninger ses kvalme, opkast, diarre og bugsmerter.

Ved moderat forgiftning ses blodig diarre, blodforgiftning og urinvejssygdom med nyresvigt.

Ved stærk forgiftning vil hunden gå i chok, få kramper, gå i koma og i værste fald dø.

 

Kartoffelplanten og rå kartofler

Umodne kartofler, rå grønne kartofler og kartoffelplantens grønne blade indeholder giftstofferne solanin og chaconin.

Solanin er ætsende, kan give mavetarm-irritation, pludselig blodmangel og påvirker hundens nervesystem. Desværre er det ikke altid let at se om en rå kartoffel har et grønligt skær, og det kan være svært at undgå risikoen for disse giftstoffer.

Symptomerne på kartoffelforgiftning viser sig som mavetarm-irritation med opkast, nedsat appetit, bugsmerter og blodig diarre. Nervesystemet påvirkes også, og hunden vil virke sløv og fraværende, den vil få kramper og vil begynde at savle.

I slemme tilfælde ses åndedrætsbesvær, lammelse af kroppens muskler samt bevidstløshed.

Kogte kartofler udgør ingen sundhedsmæssig risiko for en sund og rask voksen hund.

 

 Løg og hvidløg

Vær opmærksom på at løg som dem, du bruger som bløde løg til hakkebøffen og purløg og hvidløg, indeholder stofferne N-Propyl-Disulfid og S-methyl-L-cystein sulfoxid (SMCO) der kan give din hund pludselig blodmangel.

Hvidløg har en række positive effekter, hvis det fodres i meget lille dosis, mens det kan give forgiftninger, hvis det fodres i for stor dosis. Kosttilskud der indeholder hvidløg bør derfor kun gives efter samtale med dyrlægen.

 

Kølervæske

Kølervæske indeholder giftstoffet ethylen-glycol, som hunden nedbryder til en mængde giftige stoffer, der kan give akut, livstruende nyresvigt.

Kølervæske har en sød smag, som gør den særlig spændende for nysgerrige hunde.

Ved mistanke om forgiftning skal man straks kontakte dyrlægen. Jo senere, dyrlægen kontaktes, jo større er risikoen for, at hunden dør eller får varige nyreskader.

Ved forgiftning ses slingren, kvalme, opkast, hurtig vejrtrækning og hjertebanken, øget drikkelyst med hyppig urinering, væskemangel, nedsat kropstemperatur og kramper.

Enkelte hunde er så alvorligt påvirket, at de får kramper og går i koma. Hvis hunden overlever et nyresvigt, skal den fremover leve med kronisk dårlige nyrer.

  

Liste med de hyppigste forgiftninger hos hunde:

  • Medicin (menneskemedicin eller overdosering i hjemmet)
  • Rottegift
  • Sneglegift (metaldehyd)
  • Insektgift (organophosfater)
  • Kølervæske (ethylenglycol)
  • Tungmetaller
  • Alkohol
  • Giftige planter
  • Nydelsesmidler - kaffe, te, tobak og chokolade

  

Liste over giftstoffer i hjemmet:

Hermed en liste over mere eller mindre giftige stoffer i hjemmet. Hvis din hund viser tegn på forgiftning eller anden sygdom, bør du kontrollere, om din hund kan have haft kontakt med én eller flere af nedenstående stoffer. Visse stoffer er så giftige at der skal meget små mængder gift til at slå hunden ihjel, andre stoffer er mindre giftige og kan give milde forgiftningstegn.

Kontakt altid din dyrlæge, hvis du har mistanke om forgiftning.

 

 Afkalker - myresyre, eddikesyre, oxalsyre

 Algegift

 Alkohol

 Anemone (plante) - protoanemonin og anemonin

 Anilin og anilinfarvestoffer

 Arsen

 Avocado - prunasin

 Bejdsemiddel - fenoler

 Benzin og benzindampe

 Blegemiddel - hyperchlorid

 Blomstergødning - nitrater og nitriter

 Blå-grøn alger - bl.a. nervegifte og levergifte

 Broccoli (rå) - isothiocyanat

 Cannabis / marihuana / hash - delta-9-tetrahydrocannabinol (THC)

 Chokolade - theobromin

 Cola - koffein

 Deodorant - p-dichlorbenzol

 Desinfektionsmidler - fenoler og formaldehyd

 Drivhusgasser - propan og butan

 Dværgbærmispel (plante) - cyanogene glycosider / blåsyreglykosider

 Erantis (plante) - glykosider

 Fingerfilodendron (stueplante) - bl.a. oxalsyre og calciumoxalat

 Fremkaldervæske og fixer - borsyre og p-methylphenol

 Fuglegift

 Fyrværkeri - tungmetaller og salte

 Gebisrens - perborat

 Glasuld

 Guldregn (plante) - cystein og metylcystein

 Ildslukker - chlorbrommethan

 Insektgift

 Insektspray- diethyltoluenamid

 Julestjerne (stueplante) - euphorbin og euphorobon

 Kartoffelplanten og rå kartofler - solanin og chaconin

 Kaffe - koffein

 Kakao - theobromin og koffein

 Kastanje (plante) - aesculin

 Kloakrens - NaOH, KOH

 Koralkirsebær (stueplante)

 Kristtorn (plante) - bl.a. ilicin, ilexanthin og ilicinsyre, cyanogene glykosider og digitalislignende gifte

 Kødvarer med nitrit - nitrat kan omdannes til nitrit

 Kølervæske - ethylenglykol (har en sød smag)

 Lampeolie - benzindestillater

 Liguster (plante) - syringin og syringopicrin

 Liljekonval (plante) - digitalisglykosiderne convallatoxin, convallamarin, convallasid og saponin

 Lim - acetone

 Løg - N-Propyl-Disulfid og S-methyl-L-cystein sulfoxid (SMCO)

 Macadamia nødder

 Medicin - menneskemedicin fra husapoteket

 Motorolie - benzindestillater

 Mistelten (plante) - lectin, viskotoxiner, cholin og acetylcholin

 Molluscicider (sneglegift)

 Møbelplejemiddel

 Møbelpolish - terpentin

 Mølpulver - naphthalin

 Mønter - kobber, zink, nikkel

 Nitrat

 Nitrit

 NPK-gødning - nitrogen, phosfor og kalium

 Opløsningsmiddel - terpentin

 Pinselilje - narcissin og narcipoetin

 Påskelilje - narcissin og narcipoetin

 Primula (plante) - primin

 Rengøringsmiddel - fenoler

 Rottegift

 Rustbeskytter - oxalsyre og NaF

 Rå broccoli - isothiocyanat

 Rå grønne kartofler - solanin og chaconin

 Rosiner - ukendt giftstof

 Selen

 Sigøjnerblad (stueplante) - bl.a. calciumoxalat og oxalsyre

 Skoplejemiddel - fenoler

 Solcreme - phenylbenzimidazol

 Spray / pletfjerner - tetrachlorethylen

 Sprays - dichlormethan og xylol

 Stormhat (plante) - akonitin samt andre alkaloider

 Stueazalea (stueplante) - grayanotoxiner

 Svampegift

 Te - koffein og theophyllin

 Termometer - kviksølv

 Terpentin

 Thuja (plante) - terpenenet thujon

 Tobak - nikotin

 Tulipaner (plante) - alkaloidet tulipin

 Tungmetaller / metaller - aluminium, bly, cadmium, kobber, kviksølv, zink

 Tændstikker - kaliumklorat

 Tændvæske / brikker - metaldehyd

 Tøsalt - NaCl2 og CaCl2

 Ukrudtsmiddel

 Vedbend / efeu (plante) - glykosidet hederagin

 Vindruer - ukendt giftstof

 Vintergæk (plante) - narcissin og narcipoetinT

 

 

 

 

Til toppen