• TILMELD DIG NYHEDSBREV og få 20% i rabat her
  • HURTIG LEVERING indenfor 1-3 dage Læs mere
  • BESØG VORES BUTIK i København Læs mere

Foder til hundehvalpe

Af Ann-Kristin Meyer, cand.scient. i Animal Science fra Københavns Universitet med speciale i hundeernæring.

Hvalpe er sværere at fodre end fuldvoksne hunde, og fodringsfejl kan have konsekvenser.

Livet med hvalp byder på et hav af glæder og udfordringer. Én udfordring er, hvorvidt hvalpen får det rette foder og de nødvendige næringsstoffer. Læs med her og bliv klogere på, hvad du skal gå efter i junglen af produkter.


Ligeså stor glæde hvalpe kan give deres nybagte ejere, lige så stor tvivl og frygt kan de være årsag til.

Udvalget af foder til hundehvalpe kan synes uoverskueligt, og man kan komme i tvivl om, hvorvidt ens lille hvalp nu også er dækket ind med alle nødvendige næringsstoffer for at vokse sig stor til en flot, sund og rask hund.

Ligeledes kan man frygte, hvorvidt man som hundeejer eventuelt gør noget forkert i forhold til hvalpens kost og dermed være skyld i vækstforstyrrelser eller sygdom, som typisk først opdages senere i hundens liv.

Og hvalpe er sværere at fodre end fuldvoksne hunde, fordi de har nogle særlige næringsstofbehov, og fordi fodringsfejl i hundens vækstperiode vil have mere alvorlige konsekvenser for hundens sundhed end fodringsfejl senere i hundens liv.

 

Hvalpe kan ikke regulere kalciumoptagelsen

I modsætning til voksne hunde, kan hvalpe og voksende unghunde ikke aktivt regulere deres kalciumoptagelse. Dette betyder, at hvalpe optager og omsætter alt det kalcium, de får tilført igennem deres foder.

Derfor vil for store mængder kalcium i hvalpens foder kunne føre til vækstforstyrrelser. Vækstforstyrrelser kan fx opstå, hvis hvalpen vokser for hurtigt, og knoglerne ikke indlejrer nok kalcium. Hvis det sker, kan knoglerne blive porøse og mindre stærke, hvilket kan resultere i bøjede lemmer. For meget kalcium kan også føre til udvækster i knoglemassen, som igen kan føre til fx hoftedysplasi, hvis vævet ikke forbener, som det skal. 

 

Gå efter fuldfoder til hvalpe

Foderproducenterne tager hensyn til de forskellige behov, og det er derfor vigtigt, at hvalpe bliver fodret med et foder, som er deklareret som fuldfoder til hvalpe. Først når unghunden er fuldvoksen, d.v.s. når dens knoglevækst er afsluttet, må den skiftes over til et fuldfoder til voksne hunde.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at hvalpe af store racer er mere følsomme over for visse næringsstoffejlforsyninger end hvalpe af små racer.

 

Særlige tilskud til hvalpe af store racer

Derudover kan hvalpe af store racer have godt af at blive forsynet med næringsstoffer, som bruges som byggemateriale i ledbrusken (f.eks. glukosamin, kondroitin, MSM) for at forebygge eventuelle racetypiske ledproblemer senere i hundens liv.

Sammenlignet med hvalpe af små racer, skal hvalpe af store racer danne langt større mængder knoglevæv i løbet af deres vækstperiode. Dette er grunden til, at hvalpe af store racer har en længere vækstperiode end hvalpe af små racer.

Hvalpe af store racer skal derfor fodres med hvalpefoder i længere tid end deres små artsfæller. Foderproducenterne tager højde for de særlige behov, som hvalpe af store racer har ved at udvikle fuldfoder til netop hvalpe af store racer.

 

Hold igen - og hold øje med vækstkurven

En anden hyppig årsag til vækstforstyrrelser hos hvalpe, er en for stor tildeling af foder.

Hvalpen spiser simpelthen for meget foder og vokser derfor for hurtigt.

Det er derfor utroligt vigtigt at holde øje med sin hvalps vægt og kontrollere, om hvalpen følger sin vækstkurve.

 

Hellere for slank end for tyk

Som tommelfingerregel gælder det, at en hvalp hellere skal være for slank end for tyk.

En slank hvalp vil vokse langsommere end en tyk hvalp, og den vil derfor have en nedsat risiko for at udvikle eventuelt irreversible vækstforstyrrelser.

Vækstforstyrrelser på grund af et for stort foderindtag ses hyppigere hos hvalpe af store racer.

Derfor bør man være særligt opmærksom på hundens vækst, når man er den stolte ejer af en stor- eller gigantracehvalp.

 

Til toppen