• TILMELD DIG NYHEDSBREV og få 20% i rabat her
  • HURTIG LEVERING indenfor 1-3 dage Læs mere
  • BESØG VORES BUTIK i København Læs mere

Lidt om hundesprog

Af Nicklas Vega, hundeadfærdsinstruktør og hundefysiolog.

Samvær med andre hunde er vigtig for udviklingen af din hunds ‘ordforråd’.

Modsat mennesker taler hunde primært sammen med kroppen, og ‘sprogudviklingen’ skal stimuleres fra din hund er helt lille. Det sker ved, at du lader den være sammen med andre hunde. På den måde lærer den at afkode hvad hale, ører og strittende pels fortæller - og  at forstå at en bulldog ikke nødvendigvis er sur, fordi den på grund af sin flade næse laver snorkelyde - der kan forveksles med knurren

Fordi hunden er et socialt dyr, har den brug for at kunne udtrykke sig, så artsfæller forstår den.

Kommunikationen skal blandt andet forhindre blodige konflikter, som ikke er en løsning for et flokdyr, der er dybt afhængig af sine flokfæller. Hunde meddeler sig hovedsagelig gennem kropssprog og mimik. Det er her, detaljerne kommer frem. Lydene bruges mest til grovere meddelelser og til at understøtte et visuelt budskab.

Hos os mennesker er det omvendt.

Vi kommunikerer hovedsagelig gennem det talte sprog. Vi er i hvert fald ofte mest bevidste om det talte sprog.

Meget bliver dog også kommunikeret med kropssprog og mimik. Men vores primære sprog er det verbale. Denne modsætning er årsag til mange misforståelser hos hundeejere.

Mange tror, at hunden er født til at forstå, hvad de siger

Når vores hunde reagerer på det, vi siger, reagerer de ofte på det kropssprog eller den mimik, vi bruger i forbindelse med ordet.

For eksempel følges et “nej” tit op af en foroverbøjet krop, en løftet pegefinger og lignende, og det er kropssignalet, som først indlæres hos hunden - først noget senere kan den afkode ordet og forstå betydningen af det.

Hvalpe fødes ikke med et færdigt sprog men med evnen til at lære sproget.

Selve sprog-udviklingen starter, efter hvalpen er født. Det er hundemoderen, som giver hvalpene de første lektioner med små lyde og ansigtsmimik. Men også omgangen med kuld-søskende er med til at opbygge sproget. Hvalpe har godt af at omgås andre hunde allerede hos opdrætteren.

 Når vi får hvalpen hjem, er det utrolig vigtigt, at vi fortsat giver den mulighed for at omgås andre hunde og træne sit hundeordforråd. Det går ikke, at vente til hvalpen er færdigvaccineret i en alder af 16 uger, så går man glip af en meget værdifuld tid.

Hvalpen skal så hurtigt som muligt ud at møde andre hunde.

Hvalpen skal møde forskellige slags hunde, fordi mange af de hundetyper, vi har skabt, har et lidt “forkvaklet” sprog på grund af deres anatomi.

Mange terriere har for eksempel haler som antenner på radiobiler, hvilket normalt betyder, at hunden er meget selvsikker.

Den engelske bulldog har en meget flad snude og laver markante snorkelyde, når den bevæger sig. Det opfattes af mange hunde som en knurren og kan ende i et slagsmål. Også hunde med kuperede haler eller ører, pels ned i øjnene m.m. hæmmes sprogligt, fordi både hale, ører, øjne med mere er vigtige kommunikations-redskaber.

Hvalpen skal altså lære, at der findes forskellige måder at meddele sig på, så den ikke bliver enten bange for de andre hunde eller aggressiv over for dem.

 

Foto: Unsplash.com

 

Til toppen