• TILMELD DIG NYHEDSBREV og få 20% i rabat her
  • HURTIG LEVERING indenfor 1-3 dage Læs mere
  • BESØG VORES BUTIK i København Læs mere

Vælg et foder, der passer til din hund

Af Ann-Kristin Meyer, cand.scient. i Animal Science fra Københavns Universitet med speciale i hundeernæring.

Selv en hund uden fx allergi eller sygdom, kan have særlige behov, der afviger fra gennemsnitshundens ernæringsbehov. Stofskifte, hundens størrelse, aktivitetsniveau, om den bliver brugt til træning og mange andre ting spiller ind - og det er derfor vigtigt at have fokus på netop din hund, når du vælger foder.

Foder til voksne hunde.

Var alle hunde helt ens, var der kun behov for én enkelt slags foder. Hunde er dog langt fra ens, og derfor er det heldigt, at der findes et stort udvalg af forskellige slags foder - både hvad angår næringsstofsammensætning og forarbejdningsmetode.

Den voksne hund har godt nok nogle overordnede næringsstofbehov, men der er tale om gennemsnitsværdier, som er gældende for gennemsnitshunden, og selv en hund uden særlige behov, såsom sygdom eller allergi, kan have individuelle behov, som afviger fra gennemsnitshundens næringsstofbehov, hvis den fx bruges til træning, er en særlig stor race osv.

Dette er grunden til, at hunde trives forskelligt på forskellige slags foder.

Det er derfor vigtigt at finde et foder, som ens egen hund trives på – ikke naboens, kollegaens eller forældrenes hund. 

Og om din hund trives, viser sig ved, at den har energi og er frisk og glad. Og det er en god ide at lægge mærke til ændringer i dens adfærd. Er den ikke lige så frisk, som den plejer, gider den ikke lege, klør den sig usædvanlig meget eller viser den tegn på ubehag, er ting, du som opmærksom hundeejer bør holde øje med.

Bliv klogere på, hvorfor det er en god ide at variere kosten, og hvordan du øger hundens ledsundhed.

Sådan øger du din store hunds ledsundhed

Voksne hunde af store racer har større kropsmasse - og dermed øget belastning på bevægeapparatet. Disse vil derfor have godt af næringsstoffer i foderet, som øger ledsundheden. De stoffer, du skal gå efter, er glukosamin, kondroitin og MSM, som man ofte finder på ingredienslisten i foder beregnet til voksne hunde af store racer.

Stol ikke blindt på fodringsanbefalingen på pakken

Det er langt fra altid, at man kan stole på fodringsanbefalingen på bagsiden af fodersækken.

Fodringsanbefalingerne er ligesom næringsstofindholdet i foderet baseret på gennemsnitsværdier, som er gældende for gennemsnitshunden.

Men hunde er forskellige – også hvad angår deres næringsstofomsætning.

Nogle hunde har et højt stofskifte, og skal derfor have en større mængde foder, end den fra foderproducenten anbefalede mængde. Langt flere hunde har dog et lavere stofskifte end gennemsnitshunden, og skal derfor også have en mindre mængde foder.

Overordnet kan det siges, at små hunde typisk har et højere stofskifte end store hunde. Ud over hundens stofskifte, vil hundens aktivitetsniveau også have indflydelse på den mængde foder, som skal fyldes i hundeskålen.

Når man har fundet et foder til voksne hunde, som ens hund trives på, gælder det om at tildele den rigtige mængde af foder, så hold øje med om din hund, at hunden bliver for tynd eller udvikler overvægt.

Varier kosten - og minimer risikoen for overfølsomhed

Sunde og raske voksne hunde har godt af at få varieret deres foder.

Et varieret foder kan være med til at nedsætte risikoen for at hunden udvikler en overfølsomhed overfor bestemte ingredienser i et foder.

Variation kan også forebygge eventuelle over- eller underforsyninger med næringsstoffer, og det kan have en positiv effekt på hundens tarmsundhed. Variation kan opnås på mange måder, bl.a. ved at skifte mellem forskellige varianter af det samme foder, forskellige foderproducenter eller forskelligt forarbejdet foder.

Det er nemmest at opnå variation, når man selv sammensætter sin hunds foder. Dette kræver dog, at man enten selv er i stand til at sammensætte et behovsdækkende foder, eller får vejledning om foderets sammensætning af en hundeernæringsekspert.

Hvornår er hunden fuldvoksen? 

Hunden regnes for fuldvoksen, når dens knoglevækst er afsluttet. For mindre hunde er knoglevæksten afsluttet, når de er knap et år. 

Lidt større hunde er først fuldvoksne, når de er ca. 18 måneder, og de helt store racer er fuldt udvoksede, når de er omkring 2 år.


Foder med forskellige næringsstofsammensætninger

Alt foder, som deklareres som fuldfoder, skal leve op til kravet om at dække hundens basale næringsstofbehov. Vær dog opmærksom på, at det for visse næringsstoffer gælder, at der ikke er nogen øvre eller nedre grænse for, hvor meget, der skal være i foderet. Dette betyder, at forskellige slags fuldfoder vil have forskellige næringsstofsammensætninger.

 

 

Til toppen